Symbolismen omkring år 1900 formåede til trods for sin snævre kreds af kunstneriske udøvere at sætte sig varige spor i eftertiden, og får i den historiske kanon fortsat lov til at skygge for andre udtryks- og bevidsthedsformer i samtiden. Bogen sætter fokus på nogle af disse ”andre”. Et litteraturpar og en billedkunstner, der var præget af periodens idealisme, men valgte at skildre omkostningerne ved og opgøret med den.
Først undersøges Ingeborg og Viggo Stuckenbergs iscenesættelser af disse tidstypiske splittelseserfaringer, som var forankret i elementære lidenskaber og længsler knyttet til drømmen om jegets forløsning og varige lykke. Som perspektiverende modstykke hertil foretages en fortolkning af nogle interiørmalerier af Vilhelm Hammershøi. Hammershøi iscenesatte sine malerier fra intimsfæren en uophævelig afstand mellem jegets og omverdenen. En afstand der viser, at der for ham ingen mulighed for at få lykkedrømmen opfyldt.
