Siden reformationen 1536 havde det politiske liv i Danmark udfoldet sig i et samspil mellem kongen og det adelige rigsråd, til tider harmonisk, til andre tider konfliktfyldt. Fra slutningen af 1620'erne og indtil 1660 blev det politiske spil udvidet med jævnlige stændermøder, hvor konge og rigsråd forhandlede med repræsentanter for adel, gejstlighed og borgerstand. Det var dramatiske år med voldsomme personstridigheder mellem kongen og "svigersønnepartiet" (Corfitz Ulfeldt, Hannibal Sehested) og i slutningen af perioden svenskekrigene og enevældens indførelse, der jo netop fandt sted på det allersidste stændermøde 1660.
Akterne fra disse rigsråds- og stændermøder er derfor helt centrale kilder til tidens politiske historie. Ud over at give indblik i den politiske proces i det, der kaldes "adelsvældens sidste dage", giver de også indblik i den politiske kultur, i administrative og politiske strukturer og i de samfundsforhold, der blev drøftet, eller som påvirkede forhandlingerne.
