Museer udstiller ting. Men de gør meget mere end det. Museets ansatte indsamler, registrerer og bevarer tingene igennem århundreder, så de kan indgå i forskningen eller danne basis for nye udstillinger, der gør os allesammen klogere på både fortiden og nutiden. Denne bog handler om det skjulte arbejde med at indsamle og holde rede på de mange ting. Hvilke redskaber bruger de ansatte for at holde styr på tingene og de mange informationer, som følger med? Hvem har fastlagt retningslinjerne, og hvordan påvirker det museernes praksis?
Bogen kortlægger de overvejelser og retningslinjer for indsamling og klassifikation af museumsgenstande, som med tiden blev rådende for hovedparten af de danske kulturhistoriske museer. Centralt i denne udvikling står Dansk Folkemuseum, grundlagt i 1885 og nu en del af Nationalmuseet.
Ved at følge Folkemuseets samlings udvikling og ændringer i årene 1885-1970 afdækker forfatteren, hvordan den kulturhistoriske synsvinkel på tingene og deres klassifikation ændres over tid – ofte i dialog med andre fagtraditioner i Danmark og i det øvrige Norden. Samtidig afsløres det, hvordan museets praksis har tendens til at gå bag om museets intentioner, da nogle sider af hverdagslivet får større opmærksomhed end andre.
Under 2. verdenskrig forsøgte tyske nazistiske forskere at påvirke Nationalmuseets medarbejdere til at indgå i projekter, som skulle fremme nazismens racelære. Nationalmuseet formåede at afvise tilnærmelserne, men eksemplet viser, hvordan de kulturhistoriske museer også arbejder i gråzonen mellem faglig viden og politisk fortolkning af kulturhistorien.
