Da den portugisiske opdagelsesrejsende Cabral i år 1500 opdagede Brasilien, og anneksionen af den nye verdensdel var i fuld gang, passede vi i Danmark os selv og havde travlt med at reformere kirken ud fra Luthers forskrifter. Bogstavelig talt en verden til forskel. I en årrække var der da også kun sporadiske kontakter mellem landene. Men da Brasilien i begyndelsen af 1800-tallet blev selvstændigt, sendte Danmark en repræsentant til Rio de Janeiro, og regulær dansk besejling begyndte. Herfra gik det slag i slag. Adskillige danskere udvandrede i disse år eller meldte sig som lejesoldater i brasiliansk tjeneste, ligesom handlen med Brasilien voksede kraftigt.
Men efter en krise i 1850'erne, hvor den brasilianske regering nægtede at betale en mio. rigsdaler i Øresundstold, afkøledes forholdet i en årrække, indtil danske mejerister i 1911 så småt begyndte deres virke. Flere store danske firmaer fulgte hurtigt efter, men verdenskrisen i 30erne og Den 2. Verdenskrig satte på ny en stopper for det fornyede samarbejde mellem de to lande. Først i 1950'erne, hvor industrieventyret for alvor begyndte i Brasilien, kom der nyt blod til, og en ny generation af danske virksomheder - som bl.a Kampsax og ISS - etablerede sig i landet.
Danske i Brasilien skildrer de danskere som udvandrede. Fra søofficeren og lejesoldaten i 1700- og 1800-tallet, over mejeristen omkring århundredskiftet, til industrilederen i vore dage. Bogen skildrer deres skæbne samt - de for danskere - stærkt fremmedartede forhold, specielt i de perioder hvor det store sydamerikanske land led under enevælde og diktatur. Danske i Brasilien er en anderledes og nær bog om en hidtil upåagtet del af Danmarkshistorien.