Spørgsmålet om etablering af et selvstændigt Flyvevåben på linje med Hæren og Søværnet indtager i efterkrigstiden 1945-1947 en central placering i dansk forsvarsdebat. Dette andet halvbind af bind II i Paul Anckers trebindsværk omhandler denne periode og beskriver og dokumenterer de militære flyverstyrkers udvikling fra Danmarks befrielse den 5. maj 1945 til oprettelsen af Hærens og Søværnets Flyverledelse den 1. december 1947.
Ved befrielsen var alt militært materiel gået tabt, enten ved sabotage eller ved afståelse til den tyske værnemagt. Genopbygningen af Hærens Flyvertropper og Søværnets Flyvevæsen måtte derfor ske helt fra bunden og tilmed med en yderst begrænset personelstyrke med stærkt varierende baggrund og forudsætninger.
I juli 1945 blev den internationalt anerkendte krigsflyver, oberstløjtnant Kaj Birksted, ansat som personlig luftmilitær rådgiver for Forsvarsministeren. Dette medførte vidtgående spændinger i det militære hierarki, og undersøgelsen indeholder i denne forbindelse en detaljeret udredning af reaktionen herpå i Hæren og Søværnet. Samarbejdsproblemerne kom især til udtryk i det etablerede fællesorgan, DLU, hvor oberst T.P.A. Ørum konsekvent modarbejdede Birksteds initiativer, og først med oprettelsen af Hærens og Søværnets Flyverledelse og nedlæggelsen af DLU ophørte stridighederne. Oberst Ørum blev udnævnt til chef for den nye fælleskommando, og Birksted kunne herefter hellige sig sine særlige opgaver bl.a. som rådgiver for Forsvarsministeren.
Bogen er den første dokumenterede undersøgelse af flyverstyrkernes genrejsning efter besættelsen og afdækker herudover en række personorienterede mytedannelser samt belyser i både tekst og fotos mange forhold og hændelser, der hidtil har været ukendt for offentligheden.
