Håndskriftsagen er en af de længste, sejeste men også mest interessante sager i dansk politik i det 20. århundrede. Sprogforskeren og folkemindesamleren Arni Magnusson rejste i begyndelsen af 1800-tallet Island rundt og indsamlede en stor del af de islandske håndskrifter, der blev testamenteret til Københavns Universitet.
Efter bruddet med Danmark og stiftelsen af republikken Island i 1944, opstod et islandsk ønske om tilbagelevering af håndskrifter fra danske samlinger. Den islandske forespørgsel druknede imidlertid i dansk forargelse over, at Island, der uden videre havde opsagt rigsfællesskabet, pludselig stillede krav om effekter, der var retmæssig dansk ejendom. Der var dog også i flere kredse forståelse for de islandske ønsker, og et ihærdigt lobbyarbejde begyndte i 1950´erne. I 1965 blev en lov, de pålagde udleveringen vedtaget, men der skulle to højesteretsdomme til, inden udleveringen blev påbegyndt i 1971. Det sidste punktum blev sat i 1997, hvor Danmark udleverede de sidste håndskrifter.
"...et enestående detaljeret billede af hele dette komplicerede forløb..." skrev Fyens Stiftstidende
