I årene fra 1870 fra 1920 konsoliderede højskolerne sig og skaffede tusinder af unge danskere undervisning og daglig omsorg. Mændene varetog undervisningen, mens omsorgen var kvindernes opgave. Højskoleforstanderens hustru - højskolemoderen - havde hovedansvaret for en velfungerende hverdag på skolen. På baggrund af tre højskolekvinders breve sætter bogen fokus på et stort, men overset kapitel i dansk højskolehistorie. Gennem tre højskolekvinders skæbner eksemplificeres og diskuteres højskolekvindernes livspraksis på individniveau. Som en vigtig kilder hertil er højskolekvindernes personlige breve - det er derfor deres egne stemmer, der høres.
"I denne lille bog peger Inger Hartby på emnet og anlægger nogle fortolkningsrammer - man ser med spænding frem til hendes endelige undersøgelser." Skrev Claus Bjørn i Kristeligt Dagblad
