Middelalderens kirker er en enestående kulturarv. De mange bevarede kirker – og for så vidt tillige de ikkebevarede – er et fantastisk kildemateriale, der kan fortælle historie. Kun fantasien sætter grænser for de spørgsmål, som vi kan stille, og som er blevet stillet til dette materiale. Svarene giver imidlertid ikke sig selv, men skal læses ud af kirkerne og kirkestrukturen.
På denne baggrund beretter Kirke og kirkestruktur i middelalderens Danmark om en dynamisk og kompleks udvikling i årene 1050-1536. Først i slutningen af 1200-tallet blev sognene geografisk låst, så enhver tilhørte ét sogn, og præsterne blev uafhængige ved oprettelsen af præstegårde – den struktur, vi kender så godt.
De organisatoriske ændringer medførte, at af de kirker, der ikke fik funktion som sognekirker, blev en stor del nedlagt, andre overgik til klostre og hospitaler, og resten fortsatte som kirker uden for sognestrukturen. Med kriserne i 1300-tallet blev flere kirker nedlagt – en del dog kun midlertidigt. Efter kriserne blev der igen stiftet nye kirker, men med reformationen fandt der atter en gang kirkenedlæggelser sted.
Ved siden af denne udvikling i kirkestrukturen overgik ejerskabet til flertallet af sognekirkerne fra private ejere til brugerne – kirkerne blev ’frie’ eller ’selvejende’, de blev underlagt et sognepatronat. Denne udvikling kan spores i 1100-tallet, og omkring 1400 nåede antallet af private kirker et lavpunkt. Derefter begyndte det at stige, dels på grund af privates istandsættelser af nedlagte kirker, dels på grund af overførsel af patronatsret fra kirke og konge.
Jakob Kieffer-Olsen (f. 1953), cand.mag. i historie og middelalderarkæologi 1984, ph.d. i middelalderarkæologi 1992. Deltaget i diverse udgravninger, blandt andet af kirker og kirkegårde. Ansat på Den antikvariske Samling i Ribe (Sydvestjyske Museer) 1993-2008 og siden da på Nationalmuseet. Arbejder nu på værket Danmarks Kirker.
