Forholdet mellem stat og kirke er emne for stadig større debat i nutidens Danmark. Til tider falder der under diskussionen en bemærkning om, at dette og hint er et levn fra enevældens tid, og der afsløres ofte en forestilling om, at enevældens statskirke var en centraliseret organisation, der til enhver tid varetog statens interesser, mens de kirkelige anliggender kom i anden række. Umiddelbart synes det også indlysende, at det måtte være således, og det i en sådan grad, at stort set ingen har sat spørgsmålstegn ved tankegangen. Men, måske er det en fejltagelse.
Med udgangspunkt i bispeembedets rolle i enevældens konsolideringsår sætter Kirken, Kongen og Enevælden den traditionelle statskirkeopfattelse til diskussion, og der rejses en række spørgsmål såsom: hvor blev troens betydning for kongerne af? Hvor markant var bruddet ved enevældens indførelse i 1660? Hvem fik det sidste ord i datidens kirkepolitik?
Svarene viser, at tiden er inde til et kritisk eftersyn af de sidste mange års syn på Kirken, Kongen og Enevælden.
Karsten Hermansen (f.1971) er Ph.d. i historie fra Syddansk Universitet i Odense. Foruden kirkehistorie har han dækket så vidtfavnende forskningsområder som Sønderjyllands historie og søfartshistorie. Karsten Hermansen er bosiddende på Ærø, hvor han er tilknyttet Søfartsmuseet i Marstal og samtidig fungerer som organist ved Marstal og Ommel Kirker.
