Poul Henningsen lagde i sin kulturkritik stor vægt på kritikkens anvendelighed. I 1920erne introducerede han en skelnen mellem ’fri’ og ’anvendt’ kunst for at fremhæve den anvendte kunsts særlige kapacitet med hensyn til at kunne omsætte tidens åndelige, sociale og politiske tendenser i tidssvarende fysiske formudtryk.
PH krævede, at kritik ligesom kunst skulle være forankret i et ’positivt program’, hvis endelige mål skulle være at forme mennesker, der kan deltage som myndige individer i et demokratisk samfund. På denne måde, hævdede PH, blev kritikken en kulturfaktor.
I denne bog præsenteres en række analyser dels af PH’s indsatser som kulturkritiker på forskellige felter, dels af sammenhængen mellem hans bærende ideer og deres virkeliggørelse i egen og andres praksis.
Kritik og formidling, Studier i PH’s kulturkritik er den anden udgivelse fra Poul Henningsen Forskningsprojektet, der i årene 2006-2009 udføres ved Syddansk Universitet.
Bidragydere: Allan de Waal, Ning de Coninck-Smith, Niels Peter Skou, Hanne Abildgaard og Jørn Guldberg.
