Orknøerne - the Orkneys - deroppe i Atlanten nord for Skotland, med naboøgruppen Shetland - i sagaen Hjaltland - forekommer nok en nutidsdansker at være et fjernt og afsides sted. For en nordisk betragter i vikingetid og tidlig middelalder, som er sagaens periode, var det anderledes. Da var Øerne en del af 'Norgesvældet', det stornorske rige, og både politisk og kulturelt interessant, selv om, eller måske netop fordi de og deres befolkning ejede et særpræg og en selvbevidsthed.
Sagaen, som nok er skrevet på Island omkring år 1200, er en vigtig kilde til Øernes historie i en periode, som ellers er fattig på andet kildemateriale. Den beretter det orknøske jarledømmes historie gennem godt 300 år, idet den på god sagavis samler interessen hovedsagelig om fyrster, høvdinger og storbønder og om begivenheder, aktion frem for beskrivelser og følelser. Der fortælles om vikingetogter, kampe til lands og til vands, om en korsfarerrejse til Det hellige Land, om rivalisering mellem forskellige prætendenter til jarledømmet, om belejringer, tilfangetagelser, flugt, baghold, krigslist, svig, i klassisk sagastil. Blandt dens agerende er der markante og originale personligheder, både mænd og kvinder, og hen gennem beretningen, som med vekslende tæthed prydes af skjaldestrofer, som belyser og kommenterer begivenhederne, fornemmer man, hvordan gammel nordisk vikingetankegang og -adfærd efterhånden, men langsomt, begynder at ændre sig under indtryk af kristen tænkemåde og kristne idealer. Orknøboernes saga (Orkneyinga saga) foreligger her for første gang trykt i dansk oversættelse.
