Udviklingen i Kina påvirker i stigende grad omverdenen, og det bliver mere og mere nødvendigt at forstå baggrunden for de politiske beslutninger i landet. For at kunne gennemskue de politiske processer i Kina har man brug for en forståelsesramme, der gør det muligt at sætte politiske begivenheder ind i en større sammenhæng.
At påstå at der i den kinesiske offentlighed findes et stort spektrum af politiske holdninger, og at det har udviklet sig i løbet af 1990'erne, passer ikke med de opfattelser af Kinas nyeste historie, som er mest udbredt i Vesten. Her beskriver man hyppigst 1990’erne som et årti, der var domineret af politisk ligegyldighed og masseforbrug efter massakren i Beijing i 1989 og den forcerede kommercialisering efter 1992, mens 1980’erne derimod opfattes som en periode, der var præget af skarpe politiske modsætninger mellem ’systemet’ og en stor gruppe i befolkningen, som krævede demokratiske reformer. Dette vestlige billede er imidlertid næppe dækkende for den faktiske udvikling.
I 1980’erne var debatterne om samfundsudviklingen og moderniseringen faktisk præget af en udbredt konsensus mellem de intellektuelle debattører indbyrdes, og mellem de intellektuelle på den ene side og de toneangivende dele af regimet på den anden, mens 1990’erne blev årtiet, hvor der skete en udkrystallisering af politiske holdninger, som på mange måder svarer til det højre-venstre spektrum, som vi kender fra vores del af verden.
Formålet med denne bog er således at vise, at der i Kina, parallelt med den autoritære politiske undertrykkelse som finder sted i landet, siden 1990’erne er vokset en livlig, offentlig politisk debat frem, hvor tilhængere af en bred vifte af ideologier deltager. På trods af at det kinesiske regime jævnligt slår ned på politiske dissidenter i landet, tillader man ideologiske synspunkter – fra det yderste højre til det yderste venstre – at komme til orde i den offentlige debat.
Det er denne politiske debat, der er hovedemnet for Politik og ideologi Kina.
