Den 22. juni 1941 indledte Nazi-Tyskland uden nogen advarsel et storstilet angreb på Sovjetunionen. Angrebet markerede en brat afslutning på Hitler-Stalin-pagten og blev indledningen til et af Anden Verdenskrigs sorteste kapitler med kolossale tab ved fronten og blandt den sovjetiske civilbefolkning.
Hidtil har det været en udbredt opfattelse, at når Sovjetunionen ikke gik til grunde, var det fordi hjemmefronten fungerede og befolkningen bakkede op om regimet. Så enkelt var det imidlertid ikke. I løbet af 30’erne havde regimet holdt befolkningen i et jerngreb, og hvis ikke dette i nogle henseender var blevet strammet yderligere, var landet gået i opløsning indefra.
Stalins Hjemmefront skildrer hverdagen bag fronten i årene 1941-45. Den er ikke et forsøg på at bortforklare tyskernes grusomheder, eller fratage den sovjetiske befolkning æren for de lidelser og det heltemod, der blev udvist. Men i et forsøg på at tegne et nuanceret billede af perioden, stilles der skarpt på de metoder, det sovjetiske regime anvendte i mobiliseringen til krig, på befolkningens reaktioner herpå og ikke mindst på de enorme menneskelige omkostninger. Samtidig tegnes et billede af en partistat i opløsning.
Efter krigen var Sovjetunionen sammen med de vestlige demokratier blandt sejrherrerne. Det betød, at regimet ikke på tilnærmelsesvis samme måde som det nazistiske blev stillet til regnskab for sine ugerninger – såvel før som under krigen – mod egen befolkning og mod civilbefolkningen i de lande, som i kortere eller længere tid blev besat af de sovjetiske styrker.
