Stambogsskikken opstod i midten af 1500-tallet i det lutherske Wittenberg som en slags mindebog over studerendes kontakter til deres lærere og studiekammerater. Skikken blev overtaget af mange studerende fra det danske monarki ved tyske universiteter og fortsat på deres studierejser i andre europæiske lande. Disse små bøger indeholder mange vidnesbyrd, ikke alene om venskaber, men også om alsidige kulturkontakter i datidens Europa.
Skikken fik stadig større udbredelse, men kommercialiseredes efterhånden og ebbede ud efter midten af 1600-tallet. Den fik en ny opblomstring fra midten af 1700-tallet, med hovedvægten på venskabsdyrkelse. Samtidig bredte den sig til andre kredse og blev også brugt lokalt, givet i konfirmationsgave, fik større udbredelse blandt kvindelige ejere og anvendtes ofte som gæstebog. I løbet af 1800-tallet udviklede skikken sig til poesibog. Frem til begyndelsen af 1800-tallet er det for en stor del en kildegruppe af international betydning, der indeholder tidens tankegods og afspejler samtidens tendenser.
På grundlag af et stort antal stambøger med tilknytning til det danske monarki, som findes i videnskabelige samlinger og også i privateje, mange i andre europæiske lande og USA, skildres her skikkens baggrund og udvikling samt stambøgernes udstyr og indhold, med eksempler fra deres tankeverden. Som tillæg bringes en oversigt med kort beskrivelse over stambøger, der enten er bevaret eller har efterladt sig spor, fra 879 ejere. Disse bøger byder på et indblik i skelsættende begivenheder og møder med mange, både kendte og ukendte personer.
Bogen indeholder kulturhistoriske vidnesbyrd om datidens studierejser og er tillige et supplement til forfatterens tidligere bøger, Dansk-norske studierejser 1536-1660 (1987) og Dansk-norske studierejser 1661-1813, I-II (1991).
