Vibeke Grønfeldts forfatterskab har hele tiden været på forkant med udviklingen. Både motivisk og æstetisk. De hidtidige læsninger af forfatterskabet har dog overvejende fokuseret på romanernes kuldslåede skildringer af efterkrigstidens vækstsamfund, mens værkernes æstetik og form kun sporadisk har været berørt.
Ved siden af det samtidsskildrende har forfatterskabet til stadighed udforsket skriften og romanens muligheder. I en skriftstrøm, der næstenudvisker forskellen mellem form og endnu-ikke-form, skaber romanerne således en poetisk betydning, der giver flimmer og uro i det motiviske.
Ved at følge i sporene på en række af de kunstnere, der befolker Vibeke Grønfeldts romaner, forsøger Inger-Lise Hjordt-Vetlesen i Kunstneren ogromanen at belyse dette spændende, men også sværttilgængelige univers i den store danske romanforfatters tekster. Gennem læsninger i fem romaner - Din tavshed er min skrift på væggen, Sommerens døde, Stenbillede, Dødningeuret, Et godt menneske - skitseres forfatterskabets æstetik og poetik: den ekstreme realisme og den ornamentale formbestræbelse ser ud til at være grundlæggende formkræfter i dette forfatterskab, der på én gang artikulerer og parodierer vores verden.
