Den amerikanske skuespiller Danny Kaye vandt i 1952 en særlig plads i danskernes hjerte for sin hovedrolle i Hollywood-filmen Hans Christian Andersen. Ikke mindst sangen til hovedstadens pris Wonderful Copenhagen gik rent ind. Men da Danny Kaye lod sig fotografere liggende i H.C. Andersens seng i Odense, pådrog han sig almindelig national forargelse - som det dog lykkedes ham at dæmpe med undskyldninger og charme.
Episoden var typisk for danskernes opfattelse af den amerikanske kulturindustri. De holdt af dens friskhed, og de lod sig smigre, når den en sjælden gang beskæftigede sig med 'deres' kulturelle ejendom. Men de lod sig også forskrække af dens pågående uimponerethed, og i hvert fald den danske kulturelite fandt ofte anledning til kritik af amerikanernes respektløse omgang med kulturen.
I antologien Amerika i dansk kulturliv 1945-75 tager 12 forskere på rejse til forskellige områder af det amerikansk-danske kulturmøde i perioden. De viser os både begejstringen og kritikken, og de viser os, at 'det amerikanske' som begreb blev brugt til mange formål.