Selvom det ikke var som prædikant, Blicher holdt sine gode prædikener, men som novelleforfatter, så anlægger Anlangendes et menneske en teologisk/kristelig synsvinkel på forfatterskabet.
I ideologisk henseende er Blicher sædvanligvis blevet betragtet som en rebel i slægt med tidens liberale strømninger (fx af Jeppe Aakjær og Knud Sørensen). Langballe skildrer ham derimod som en anti-liberal, “national og bondekonservativ vækker”. Bogens fremstilling af tidens politiske røre går på tværs af en sædvanlig ideologisk højre-venstre-akse, og den gør det forståeligt, hvorfor fx N.F.S. Grundtvig ud fra sin folkelige forståelse kunne erklære sig som tilhænger af enevælden.
Langballe forholder sig sagligt diskuterende til sine forgængere i Blicher-studiet, men uden unødig polemik. Som et særligt perspektivrigt bidrag til forskningen af det 19. århundredes litteratur- og kulturhistorie kan bogens udredning af de politiske strømninger omkring midten af 1800-tallet og dens påpegning af forbindelsen mellem St. St. Blicher og Søren Kirkegaard fremhæves.
Bogen er anlagt som en bred skildring af St. St. Blichers liv, forfatterskab og samtid, og lægger vægt på at beskrive Blichers folkelige indsats. Samtidig fremstår den selv som en folkelig bog, hvor vekselvirkningen mellem det biografiske, det samtidshistoriske og det kulturhistoriske er afbalanceret, så den biografiske skildring aldrig fortaber sig i private forhold.
