I 1985 udkom Jørn Henrik Petersens første bind i undersøgelsen af den danske alderdomslovgivnings udvikling frem mod vedtagelsen af loven om alderdomsforsørgelse i 1891. Den bliver nu fulgt op af hans analyse af udviklingen fra 1891 lovens skøn, over indførelsen af retsprincippet med aldersrenteloven fra 1922 til K.K. Steinckes folkefor-sikringslov fra 1933.
Bogen pendulerer mellem det konkrete og det principielle og mellem fortid og nutid, og den er ikke kun en analyse af et stykke socialpolitisk historie for denne histories egen skyld. Den er et bidrag til at forstå vores nutidige socialpolitiske debat ved at vise dens dybe forankring i fortidige begivenheder, der har lejret sig i danskerens rygmarv som en del af den nedarvede kultur. Læseren vil se, at flere af nutidens temaer i velfærdsdebatten har været drøftet siden Første Verdenskrig.
Forfatteren søger, uden at føle sig bundet af faglige skyklapper, at vise udviklingsforløbet i samspil mellem økonomi, historie og politik med afstikkere til politisk teori, filosofi, ja, sågar til teologien. Bogen er således en bredspektret analyse af den vigtige tidsperiode, hvor kimen til den danske velfærdsstat blev lagt.
Bogen lægger sig naturligvis i forlængelse af første bind, men kan læses uafhængigt af denne. Sammen udgør begge bind et hovedværk inden for den socialhistoriske forskning.
Jørn Henrik Petersen (f. 1944) cand.oecon. 1968, lic.oecon. 1971, dr.phil. 1985. Professor i socialpolitik ved Odense Universitet, 1974. Aktuelt er han leder af Center for Velfærdsstatsforskning ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet. Han er af Berlingske Tidende blevet betegnet som ”en af velfærdssamfundets mest veloplagte systemkritikere”. Jørn Henrik Petersen er en engageret bidragyder til den offentlige debat, hvor han med skarphed og polemisk brod søger at ægge til eftertanke og modsigelse
