Bogen beskriver biskop H.L. Martensen som socialkonservativ. Han ville som konservativ modarbejde tidens verdsliggørelse og individualisme. Han var socialt engageret og talte imod kapitalisme og liberalisme, og han ønskede at fremme et statsfinansieret socialvæsen.
Efter demokratiets indførelse i 1848-1849 var tiden kulturelt og kirkeligt præget af opbrud. Nævnes kan de kirkelige retningers religiøse splittelse med grundtvigianisme og Indre Mission samt Georg Brandes moralske frigørelse og stærke ønske om samfundets og åndslivets verdsliggørelse. Martensen bekæmpede denne uorden og ville fastholde folkekirkens fælles orden med staten på grundlag af arven fra reformation og enevælde.
I 1870’erne kom den negative virkning af industrialiseringen med liberalismens frie konkurrence i fokus. Martensen ønskede en etisk (kristen) socialisme, som inspirerede Socialdemokratiets tankeverden helt frem til K.K. Steinckes socialreform i 1933. Bogen søger i sin afdækning af denne historie at afdække og dermed integrere den etiske socialisme i beskrivelsen af tidens kirkehistorie.
Jens Rasmussen er ph.d. i kirkehistorie og har arbejdet som hospitalspræst. Han er tidligere redaktør på Kirkehistoriske Samlinger samt medlem af Kildeskriftselskabet. Derudover har han skrevet en række bøger om etik og religiøs kommunikation i medicinsk praksis, om religionstolerance og religionsfrihed, om forholdet mellem kirke og stat, om præstegårdens historie og senest bogen Grundtvig og Mynster. Fætre og fjender (2023).
