Et spark til himlens dør, det udtryk er taget fra et brev fra Kaj Munk, hvori han forklarer sin mening med ”Ordet”: Han havde blottede nerver, da han som ung skrev ”Ordet”. Nu har han lært at kunne se folk græde, men dengang måtte han ”sparke til himlens dør” for at standse den gråd. Det vil sige: ”Ordet” er en anklage mod Gud, der har form af en anklage mod menneskene. Men dette ”bedrag” kan ikke tåle at komme for dagens lys. Derfor gribes Munk stadig af det samme ønske om at anklage Gud, når han læser ”Ordet”. Og derfor sidder der også i ham en fornemmelse af, at noget er forkert.
Det får ham til to gange at forsøge sig med et nyt Borgensgårdsstykke, dvs., en fortsættelse af ”Ordet”. Men det mislykkes. Først tredje gang, i 1935, lykkes det. Da får han, med sine egne ord, befriet sit sind for det ”Borgensgårdkompleks”. Befrielsen består i et nyt skuespil ”En Almanakhistorie”, som skal være en korrektion af ”Ordet”, i hvert fald af ”Ordet”s opfattelse af, hvad det kristne grundunder er.
At det forholder sig sådan, søges vist i nærværende værk, og derudover gennemgås ”Ordet”s forhold til Bjørnsons ”Over Evne” og til det ny testamentes underforestillinger.
Anmeldelser:
“Et spark til himlens dør” er et skarpsindigt og overbevisende værk, gjort med et imponerende overblik. ”Ordet” vil ikke være helt det samme som før for den, der oplever det gennem afhandlingen.”
- Claus Grymer i Kristeligt Dagblad.
