Reklamer fortæller historier – og historie. Reklamen kan ses som et spejl af forskellige tiders værdier og normer, og af udviklingen i kunst og æstetik.
I dag formidles reklamebudskaber gennem mange forskellige medier. Vi har vænnet os til at blive bombarderet med reklamer. Men reklamernes form og indhold har gennemgået en lang udvikling, hvor fokus og virkemidler har ændret sig betydeligt siden de trykte billedreklamers barndom i slutningen af 1800-tallet.
Højt Skum ser på reklamer fra bryggeribranchen, som er en af de brancher, der på mange måder har været mest synlig og toneangivende indenfor produktområdet nærings- og nydelsesmidler.
Carlsberg og Tuborg har siden 1800-tallet gennem tusindvis af reklamer slået deres navne og produktsortiment fast i vores bevidsthed og har samtidig været med til at sætte dagsordenen for bryggerireklamernes udvikling. Højt Skum byder på et udvalg af reklamer fra disse to bryggerier samt reklamer fra Kongens Bryghus, der ligesom Tuborg blev en del af De Forenede Bryggerier i 1890’erne.
Højt Skum udgives i forbindelse med udstillingen ”Højt Skum - Bryggerireklamer i kunst- og kulturhistorien”, der vises på Danmarks Mediemuseum i perioden 27. juni til 14. september 2008. Bogen og udstillingen er tilrettelagt i tæt samarbejde med Carlsberg A/S.