Hvad med litteraturen? præsenterer en kronologisk række af centrale bidrag til den danske litteraturdebat fra begyndelsen af 1800-tallet og frem til i dag. Der er primært tale om litterære forfatteres egne refleksioner, men også enkelte toneangivende forskere og formidlere er med i udvalget, som genremæssigt omfatter både essays, pamfletter, kommentarer, introduktioner, poetikker og interviews. Teksterne, som i mange tilfælde bringes i forkortet form, afspejler tilsammen skiftende tiders og forfatteres krav og forventninger til litteraturen. Herved giver bogen både indblik i litteraturens markante udviklingstendenser og i de forskellige funktioner, som litteraturen gennem de seneste to århundreder er blevet sat til at varetage.
Teksterne er udvalgt og redigeret af Malene Breunig og Lars Handesten, der begge er lektorer ved Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet.