IT-mediet har i stadigt stigende grad holdt sit indtog i folkeskolen og inden for lærer- og pædagoguddannelsen i de senere år. Det har medført en lang række ændringer og opbrud i vores vante forestillinger om uddannelse, læring, pædagogik og didaktik. Disse ændringer og opbrud kommer særligt i fokus i artiklerne i antologien, IT og Professionsuddannelse.
IT og Professionsuddannelse giver en række eksempler på, hvordan der aktuelt arbejdes med IT-mediet i folkeskolen og på lærer- og pædagoguddannelsen. Erfaringerne herfra giver basis for analyser af, hvilke konsekvenser og udfordringer arbejdet med IT-mediet har for emner som uddannelse, læring, pædagogik og didaktik. Forfatterne bidrager dermed til den videre udvikling af samspillet mellem moderne læringsteori/læringsformer og brugen af IT som pædagogisk redskab.
IT og Professionsuddannelse henvender sig til studerende og undervisere på de mellemlange og lange videregående uddannelser, ansatte i folkeskolen samt til alle med interesse for emner som IT, uddannelse, læring og pædagogik.
Antologien er blevet til som et led i samarbejdet mellem otte lærer- og pædagogseminarier/CVU’er i den syddanske region og Institut for Pædagogisk Forskning og Udvikling, Syddansk Universitet.