Som et led i landboreformerne i 1788 blev studehandelen givet fri, hvilket blev fundamentet for en særlig regional kultur- og driftsform især i Nordvestjylland, hvor bondefødte handelsmænd i de følgende godt hundrede år drev omfattende virksomhed ikke blot i Jylland, men især på de nordtyske og engelske markeder.
Nordvestjyske bønder som kreaturhandlere i Nordsørummet er dels en kortlægning af handelen og dens organisering i et århundrede med omfattende strukturændringer indenfor dansk landbrug. Dels afdækkes i bogen de omfattende og tætvævede netværk, som den nordvestjyske regions kreaturhandlere fungerede i, og der stilles skarpt på de slægter, som gennem generationer drev handel i hele Nordsørummet. Bogen er således såvel handels- regional- som kulturhistorie, men er også et opgør med vanetænkningens billede af den nordvestjyske regionalhistorie.
Esben Graugaard (f. 1952) er dr.phil. og museumsinspektør på Holstebro Museum og har udover en stor foredragsvirksomhed et omfattende regionalhistorisk forfatterskab bag sig.
Nordvestjyske bønder som kreaturhandlere i Nordsørummet blev forsvaret for den filosofiske doktorgrad i 2006 og er netop genoptrykt i et let revideret oplag med flere nye fotos, som er kommet forfatteren i hænde efter udgivelsen af første oplag.