• Gratis fragtved køb over 1.000 kr.
  • Hurtig leveringmed PostNord
  • KundeserviceHverdage kl. 8-15
  • Indtast søgeord her ...
     

Ornitologiens historie

  • Kan købes 
  • 22. februar
  • Normalpris: 398,00
    Pris ved køb af 1 stk.,348,00  DKK

Denne bog handler om vores ældgamle fascination af fugle. Den tager sin begyndelse i nogle af de ældste vidnesbyrd om fugle, som er bevaret, nemlig Aristoteles’ nedfældede iagttagelser, og herfra følger den ornitologiens udviklingshistorie helt op til begyndelsen af det 20. århundrede. Gennem denne lange periode skildrer den de betydeligste ornitologer og deres arbejde med at indsamle, forstå, beskrive, navngive og klassificere fuglene, ligesom også de berømteste fugleillustratorer portrætteres.

I kraft af de brede historiske udviklingslinjer, som bogen følger, rummer den også beretningen om, hvordan overtro og gamle myter om flora og fauna langsomt glider i baggrunden til fordel for mere og mere videnskabeligt funderede betragtninger, og hvordan religiøse og metafysiske dogmer udfordres af evolutionsteorien, der manifesterer sig i midten af det 19. århundrede. Såvel Charles Darwin som Alfred Russel Wallace spiller en vigtig rolle i fremstillingen.

Bogen kan læses som en beretning om den lange og snørklede sti, som ornitologerne har fulgt på deres vej mod en forståelse og accept af evolutionens betydning. Den kan også læses som en beretning om vejen hen imod en bedre forståelse af ansvaret for arternes mangfoldighed. Den henvender sig til alle, der interesserer sig for fugle og/eller for videnskabs- og idehistorie, dvs. til såvel den alment som den fagligt interesserede læser.

Andenudgaven af bogen indeholder disse få og små ændringer.


♥ ♥ ♥ ♥ ♥ Kim Skotte i Politiken:

»I et prægtigt illustreret værk fortæller ornitologen og konservatoren Johannes Erritzøe ornitologiens brogede historie fra antikken via særprægede fuglejægere op til det 20. århundrede. [...] Persongalleriet er så farverigt som bogens illustrationer, og det samme er de mange historier om indædte rivaliseringer, tragiske skæbner og hustruer, der kun så ryggen af familiens fugletossede overhoved«.


Søren Olsen, Dagbladenes Bureau:

»Den i dag 87-årige forfatter har arbejdet med fugle siden sin barndom og blev som blot 13-årig medlem af Dansk Ornitologisk Forening. Med sikker sans for de gode historier fører han læseren gennem alle de spændende og til tider farverige beretninger, som menneskets ældgamle fascination af fuglene har ført med sig.«


Lektørudtalelse, DBC:

»I dette naturhistoriske pragtværk gennemgås udviklingen af ornitologien i detaljer. Til glæde ikke kun for fugleelskere, men også for den alment interesserede i natur- og videnskabshistorie [...] Et smukt illustreret og aldeles fremragende værk, der kan læses fra ende til anden eller bruges til opslag.«

Morten Bentzon Hansen, Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift:

»Holder man af anekdoter og gode historier, er bogen også fremragende. Her kan som eksempel nævnes Charles Darwins far, der efter at sønnen opgav sit medicinstudie udtalte, at Darwin ville blive en skændsel for sig selv og hele familien [...] Bogen er letlæst og underholdende, og dens anvendelse er mangfoldig, da den henvender sig til alle med interesse for fugle og/eller videnskabshistorie, samtidig med at den for mange arters vedkommende kan bruges som et opslagsværk, hvis man støder på fuglenavne som Bairdsryle, Bartramsklire eller Temmincksryle og gør sig tanker om, hvem arten er opkaldt efter.«


Johannes Erritzøe (f. 1934) blev ved sin indmeldelse i 1947 Dansk Ornitologisk Forenings yngste medlem. Senere blev han uddannet som zoologisk konservator på Zoologisk Museum i København, og i 12 år var han boganmelderredaktør for DOFT. Hans interesse for især fugle har ført til over 80 artikler – de fleste videnskabelige – og fem engelsksprogede fuglebøger. University of Alaska Fairbanks tildelte i 2003 Erritzøe æresdoktortitlen. I 2009 blev Erritzøes House of Bird Research i Taps anerkendt som videnskabeligt institut af de danske myndigheder.

  • Forfatter:
    Johannes Erritzøe
  • Titel:
    Ornitologiens historie
  • Undertitel:
    Evolution, personbeskrivelser, idehistorie og fredning
  • Udgivelsesår:
    2021 (2. udg. 2022)
  • ISBN:
    978-87-408-3426-0
  • Serie:
    University of Southern Denmark Studies in History and Social Sciences, vol. 612
  • Indbinding:
    Indbundet
  • Sider:
    392
  • Illustrationsgrad:
    Rigt illustreret i farver
  • Sprog:
    Dansk
Varenr.: 3426