Plinius den Yngre valgte selv – på opfordring, skriver han – at udgive sine breve. Det blev til 247 i alt, af meget forskellig længde, til mange forskellige personer, om mange forskellige emner. Samlet udgør de et enestående dokument om livet privat og offentligt, på godt og ondt, som det formede sig for en højtplaceret borger i Rom i den tid (omkring år 100 e.Kr.), hvor imperiet og kejsermagten kulminerede. Det forunderlige er at de har gjort ham kendt, uden at han har sat sig mærkbare spor på andre områder, hverken politisk eller åndshistorisk. Faktisk har de snart bestået 2000-årsprøven på deres litterære og dokumentariske værdi. Ligesom aftrykkene af de døde i Pompeji , hans samtidige, bringer de et rigtigt menneske i øjenhøjde med os, på tværs af tidsafstanden.
Brevene i denne oversættelse er grupperet efter emner og indbyrdes sammenhæng, hvorved Plinius’ egen ”tilfældige” rækkefølge er brudt op. Til gengæld træder konturerne af forfatterens personlighed og hans samtid skarpere frem for den nutidige læser, der ellers let kunne tabe enhver tråd i mangfoldigheden.
Bogen er oversat og kommenteret af Inger Nord.
