Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) anvender hele to bøger af Naturhistorien til en gennemgang af brug, forbrug og misbrug af guld, sølv og ædelsten i det romerske samfund. Ædelsten anser han for naturens fineste produkt. Her er naturens storhed samlet i sin mest koncentrerede form. Bogen om ædelsten tildeles derfor den fornemme placering som afslutning på hele Naturhistorien.
I de her oversatte bøger fortæller han detaljeret om ædelmetallernes og de enkelte ædelstens oprindelse, beskriver deres kvaliteter og advarer mod forfalskninger og opskruede priser. Plinius’ opfattelse af verden er præget af den stoiske filosofi, og han forholder sig kritisk til sit emne. Gennem historiske eksempler med politiske undertoner belærer han sine læsere om den rigtige udnyttelse af naturens ressourcer. Luksusgenstande som ædelmetaller og ædelsten er uundværlige medier til demonstration af status og magt i samfundet, men Plinius går ind og advarer mod overforbrug og griskhed. Det kan ende med, at Moder Jord bliver tømt for sine ressourcer.
Plinius leverer her en faglig og moralsk forbrugervejledning, og vi får en enestående viden om guld, sølv og ædelsten i antikken.
Bogen er oversat af Jacob Isager og kommenteret og redigeret af Jacob Isager og Anne Marie Nielsen. Med bidrag af Jesper Carlsen og Helle Horsnæs.
