Oldtidens Sparta var berømt og beundret, berygtet og frygtet for sine modige krigere, sine stærke kvinder og sin brutale disciplin. Spartas berømte elitesoldater blev forsørget af et stort, navnløst flertal, der trællede på spartanernes marker. Selv hævdede spartanerne at kunne føre deres særprægede samfundsform tilbage til den mytiske lovgiver Lykurg, som i en fjern fortid havde forbudt spartanerne at ændre den forfatning, forfædrene havde givet dem én gang for alle.
I sin storhedstid i 400-tallet f.Kr. var Sparta den førende græske militærmagt, hvis stramt organiserede uddannelsessystem producerede generation efter generation af toptrænede soldater og skabte myten om spartanerne som uovervindelige superkrigere.
På kort sigt vakte myten respekt blandt spartanernes venner og frygt blandt deres fjender, men på længere sigt blokerede den for nødvendige reformer af det spartanske samfund. Ude af stand til at forny sig holdt Sparta stædigt fast ved forfædrenes skikke, mens nabostaterne udviklede sig økonomisk og militært. Til slut bukkede Sparta under for sine rivaler, men myten om det uovervindelige Sparta levede videre – og lever endnu.
Tønnes Bekker-Nielsen underviser i antikkens historie ved Syddansk Universitet.
