Lægekunst i barokken beretter om nogle af de væsentligste aspekter ved 1600-tallets medicin i Europa, en periode der undergik store forandringer set i lyset af datidens markante videnskabelige opdagelser. Disse rakte fra et dybere og mere detaljeret kendskab til mikroskopisk anatomi takket være mikroskopets øgede anvendelse og frem til blandt andet mere avancerede kirurgiske teknikker samt en mere bevidst social inkludering af den samlede lægestand, hvilket også fandt udtryk i de første egentlige arbejdsmedicinske værker.
Ligesom Luca Bianchedis to tidligere bøger om hhv. middelalderen og renæssancen er denne bog komponeret som en serie små dramadokumentariske fortællinger, hvis lægevidenskabelige indhold efterfølgende forklares i en række tematiske kapitler (eksempelvis hygiejne og pædiatri) og mere sygdomsspecifikke (som gigt, der i det 17. århundrede især ramte Europas herskende klasser). Bogen kommer tæt på nogle af datidens mest fremtrædende læger, fx danske Thomas Bartholin og engelske Thomas Sydenham og deres respektive prominente patienter, såsom Ludvig XIV af Frankrig, Christina af Sverige og Charles II af Storbritannien.
Bogen har således en markant tværfaglig karakter samt et bredere kulturhistorisk sigte og henvender sig dermed til læsere i bred almindelighed.
