Bogen er den første arkivbaserede analyse af dansk FN-politik. Den dækker årene 1949-1965 og belyser Danmarks FN-politik som den blev til i konteksten af den kolde krig gennem en række case-studier. Danmarks militære FN-engagement i perioden analyseres gennem en analyse af Danmark og Koreakrigen 1950-53, Uniting for Peace planen 1950-54, Suezkrisen 1956 og oprettelsen af en stående dansk FN-styrke 1958-64. Dernæst undersøges Danmarks politik i forhold til afkoloniserings-processen og dansk nedrustningspolitik.
Bogen fokuserer imidlertid ikke kun på, hvilken sikkerhedspolitik Danmark har ført, men også på de danske politikeres sikkerhedspolitiske tænkning, dvs. deres forståelse af hvad sikkerhed og den beslægtede term magt var for en størrelse, og hvordan sikkerhed og magt kunne opnås og udøves. Denne indsigt er vigtigt for at tolke den førte FN-politik. For en umiddelbar betragtning kunne FN-politikken nemlig tolkes som værende overvejende styret af hensyn til NATO frem for af et dansk ønske om udvikling af FN som ramme for en international retsorden og kollektiv sikkerhed, der ville øge småstaten Danmarks indflydelse og sikkerhed i den internationale politik. I og med at den sikkerhedspolitiske tænkning imidlertid bl.a. omfattede den opfattelse, at NATO spillede en vigtig og stabiliserende rolle for udviklingen af en sådan kvalitativ ændring i den internationale orden, er det bogens tolkning, at NATO-hensynet i vidt omfang var en integreret del af og dermed kun i mindre grad i konflikt med visionen om en verden reguleret ved ret frem for ved (militær) magt. Da en konsekvens ved en sådan udvikling, som Danmark i FN søgte at virke for, ville være, at andre stater måtte opgive en militær magt, betegnes Danmarks FN-politik som et led i en offensiv magt- og sikkerhedsstrategi.
Til sidst knytter bogen an til de seneste års den aktuelle udenrigs- og sikkerhedspolitiske debat. Bl.a. understreges det, at efterlysninger af øget aktivisme i udenrigs- og sikkerhedspolitikken i dag ikke tager højde for, at dansk FN-politik som en del af sikkerhedspolitikken i hvert fald i årene 1949-65 faktisk havde et udpræget aktivt element.
Kristine Midtgaard (f. 1971) er cand.mag. i historie og europastudier, ph.d. i historie og adjunkt ved Institut for historie, kultur og samfunds-beskrivelse, Syddansk Universitet.
