Charles Baudelaire (1821-67) er en definerende figur i europæisk modernisme, hvis indflydelse på senere digtning næppe kan overvurderes. I hovedværket Les Fleurs du mal (1857) introducerede han en ny kompleks sensibilitet, med hvilken han afsøgte den moderne erfarings grænser. Særligt ét spørgsmål optog ham, nemlig det skønnes rolle i det moderne, for hvordan kommer skønheden til udtryk i en verden, der er kendetegnet ved splittethed, flygtighed og tab? Baudelaire søgte svaret i tabserfaringen selv og lokaliserede det skønne i melankolien og flygtigheden.
For Baudelaire er skønheden ikke længere indbegrebet af det harmoniske, men af det disharmoniske, hvor den melankolske smerteoplevelse af altings flygtighed river subjektet ud af det vante og på den måde bliver udgangspunkt for skabelsen af et nyt, splittet skønhedsbegreb. Denne melankoli er ikke lede og weltschmerz, men derimod et dynamisk og produktivt begreb, der er uomgængeligt såvel i digterens kreative arbejde som i forståelsen af skønheden og den moderne verden overhovedet.
Det er dette forhold mellem melankoli og skønhed, der undersøges i Vær smuk og vær trist! gennem læsninger af Baudelaires kunstskrifter og lyriske produktion.
