Hvad sker der med en politisk tvedelt litteratur som den tyske, når den pludselig må forholde sig til forsoning snarere end indbyrdes polarisering og opposition? Og har det i det hele taget givet mening at opfatte de to tyske litteraturer som definitivt adskilte og modstillede? De to tyske litteraturer fra 1949-89 er jo kun en parentes i lyset af de mange århundreder med fælles historie, som de nu efter murens fald beskæftiger sig med på en mindre ideologisk måde end før, fordi der ikke skal legitimeres ét bestemt Tyskland som kontrast til et andet.
Situationen i dag fremviser talrige lokallitteraturer, hvis pluralisme erstatter den tidligere Øst-Vest-polarisering, og Tysk litteratur efter murens fald giver adskillige bud på udfoldelsen af en sådan moderne litteratur. I stedet for den tidligere tvedeling i Øst og Vest ser man nu trækkene af en litteratur, der kan forstås i forlængelse af tre temaer: hjemstavn, erindring og usamtidighed. I forlængelse heraf fokuserer bogens artikler på tendenser og ansatser i de nyeste, fællestyske forfatterskaber og deres tolkninger af traditioner, kultur og formproblematikker.
Tysk litteratur efter murens fald udgør ikke en egentlig litteraturhistorie, men via tematiske artikler peger bogen på en række spændende tendenser, der tegner sig i ny tysk litteratur. Hermed formår den at opstille generelle hovedlinjer i den tyske litteratur, samtidig med at danske læsere præsenteres for en række centrale og nye forfatterskaber.
