Med forfølgelserne af jøder stillede nazisterne fra 1933 den danske stat over for et problem, den hverken kunne eller ville løse. For de tyske jøder, der søgte til Danmark, mødte et samfund, som i de år var koncentreret omkring bestræbelserne på at etablere en national velfærdsstat, hvor alle skulle være lige og nyde godt af den sociale tryghed. Det samfund, som er bygget op omkring tanken om lighed og social tryghed, må i et vist omfang beskytte sig selv. Og beskyttelsen blev i 1930’ernes Danmark begrænsningen. Det var begrænset, hvem man i den nationale velfærdsstat kunne yde tryghed. De jødiske flygtninge kom på tværs i denne proces. De passede ikke ind i det ”Danmark for folket”, der var ved at blive etableret netop i disse med Socialreformen af 1933 og en ny, forebyggende socialpolitik med universelt sigte, hvor staten tog hånd om landets borgere. Og derfor blev de danske politikere fanget i dilemmaet mellem på den ene side det humanitære hensyn over for de flygtende jøder og statens bestræbelser på at skabe stabilitet i et omtumlet, kaotisk årti, hvor den overordnede ideologiske kamp stod mellem demokrati og diktatur.
Demokratiets skyggeside undersøger på baggrund af et omfattende avis- og tidsskriftmateriale forholdet mellem den danske flygtningepolitik fra 1933 til 1939 og udviklingen af den nationale velfærdsstat. Den viser hvilke tanker, der var i den danske offentlighed om jøder, antisemitisme og det, man i samtiden kaldte ’jødeproblemet’. Og den beskriver, hvordan jøden som den ’anden’ kom til at bekræfte det nationale fællesskab og dets værdier. Bogen stiller samtidig det overordnede spørgsmål, om Holocaust kunne have været forhindret, og om Danmark som andre lande har et moralsk ansvar.
