Bogen analyserer kommunernes udvikling og funktionsmåde samfundsøkonomisk og organisatorisk. Det undersøges specielt, hvordan de har tilpasset sig Strukturreformen, som var den anden store kommunalreform i nyere tid og var tiltænkt at sætte ny dagsorden for den offentlige sektor. Mens den forrige kommunalreform i 1970 bragte professionalisering på medarbejdersiden, satte Strukturreformen i 2007 professionalisering af ledelse og organisation på dagsordenen. Men spørgsmålet er, hvor meget der reelt er ændret på kommunernes måde at fungere på i samfundsøkonomien, myndighedsudøvelsen og serviceproduktionen.
Analysen identificerer tre bølger af omorganisering, hvorigennem kommunerne stræber efter at skabe et organisatorisk og ledelsesmæssigt match med deres situation, et såkaldt strategisk designfit. Siden slutningen af 1980’erne har der udviklet sig en ny organisatorisk og ledelsesmæssig superstandard, som ofte benævnes virksomhedsmodellen. Sammen med den klassiske forvaltningsmodel dominerer denne superstandard kommunerne. Bogens analyser påviser, at kommunerne ikke, når det kommer til stykket, evner og ønsker at realisere virksomhedsmodellen. Konsekvensen er, at kommunernes organisatoriske og ledelsesmæssige modeller i realiteten konvergerer i retning af en mere koncernlignende modeltænkning.
Den primære empiriske undersøgelse, som ligger til grund for analysen, dækker en 10-årig periode. Mens regionerne i kølvandet på Strukturreformen har høstet stordriftsfordele og skabt produktivitet og effektivitet, er det vanskeligere at påpege sådanne positive effekter i forhold til kommunernes performance. Der er så at sige kræfter i og omkring kommunerne, som tenderer til at fastlåse deres performance. Dermed kan det diskuteres, i hvilken udstrækning kommunerne har indløst intentionerne bag Strukturreformen, og forfatterne lægger op til, at vi i det hele taget bør diskutere deres fremtid.
