Strukturreformen ændrer afgørende på finansieringen af det regionale sundhedsvæsen. Ikke blot erstatter en statsskat den nuværende amtsskat, men kommunerne involveres meget direkte ved finansieringen.
Tyve procent af det samlede sundhedsbudget skal kanaliseres via kommunerne. De får beløbet som bloktilskud og skal betale et beløb per borger i kommunen til regionen, ligesom de også skal betale for deres borgeres sygehusindlæggelser, ambulatoriebesøg og konsultation hos praktiserende speciallæger osv. Hver gang en borger fra en kommune indlægges på regionens sygehuse, skal der betales kr. 4.000 fra kommunen til regionen. Formålet er at give kommunerne en økonomisk tilskyndelse til lokalt at udvikle alternativer til de regionale sundhedsydelser og i det hele taget øge den forebyggende indsats.
I denne bog fremlægges en kritisk analyse af den model. Der undersøges to centrale spørgsmål. For det første om der er faglige belæg for, at kommunerne kan udvikle tilbud, der i sundhedsfaglig og økonomisk henseende er på niveau med de regionale ydelser? For det andet om det kan forventes, at økonomiske incitamenter vil være en afgørende drivkraft i denne porces?
Ud fra bogens omfattende statistiske analyse og litteraturgennemgang bliver svaret på begge spørgsmål, at det er tvivlsomt, og det diskuteres efterfølgende, hvordan man i højere grad kan involvere kommunerne i sundhedsarbejdet.
