Kort efter nytår 1796 dukkede et ubehageligt brev op på godset Brahetrolleborg på Sydfyn. I brevet, der var stilet til godsejer Johan Ludvig Reventlow, fremsatte 17 af hans arvefæstebønder en alvorlig kritik af, hvordan han forvaltede sit ansvar for undervisningen af sognets skolebørn. Specifikt klagede de over hans skoleholder, Johannes Pade, over dennes undervisning og personlige forhold, men under overfladen ulmede tillige en utilfredshed med nogle af grundidéerne bag Reventlows i dag så berømte skolereform, der lokalt var trådt i kraft 13 år tidligere, i 1783.
For Reventlow, der var oplysningsmand af den ny tid og drevet af et brændende ønske om at skabe forandring til gavn for ikke mindst bønderne, kom brevet som et chok. Ikke alene måtte han opfatte det som et slag fra uventet kant mod sin masterplan om reformer af skole, fattigvæsen og landboforhold; bønderne var tillige gået bag hans ryg og havde indgivet klagen til provsten, som på sin side ikke havde været sen til at bringe den videre og helt til tops. Afsenderen af brevet var således Danske Kancelli, landets højeste myndighed for kirke og skole. Og kancelliet udbad sig en redegørelse.
”Sagens sande Beskaffenhed” følger Reventlows ihærdige arbejde med at komme til bunds i klagesagen, med at forstå den og håndtere den. Vi følger hovedpersonerne på deres vej igennem sagsforløbet, vi kommer i øjenhøjde med de 17 bønder og deres 22 skolebørn, vi møder både provst og biskop, og ikke mindst møder vi klagesagens personificerede omdrejningspunkt, skoleholder Pade, som i et langt og stærkt forsvarsskrift tager til genmæle mod de hårde anklager.
Bogen folder et lille stykke dansk mikrohistorie ud, nemlig en forældreklage over undervisningen i en sydfynsk landsbyskole sidst i 1700-tallet, og i kraft af dette får læseren her et levende og empatisk indblik i, hvordan modsætninger mellem store fælleseuropæiske verdensbilleder også kommer til udtryk i det konkrete levede liv i et lille samfund på Sydfyn.
Uddrag af anmeldelser og omtaler:
»Det imponerende detaljnivået på mikronivå og den bredt anlagte fortellingen på makronivå inngår i et effektivt samspill i Markussens penn. Boken er dessuten rikt illustrert. Valget om å la fortellingen kretse om klagen er både et avgjørende utgangspunkt med hensyn til kildetilgang, men også et vellykket grep for å bygge opp en fortelling med framdrift og stor underholdningsverdi.«
Mette Vårdal, Literature Review
»Spændende historiefortælling om Reventlows skolereform fortalt i et nærværende og fængslende sprog og med et unikt pædagogisk/didaktisk undervisningsdokument fra skoleholder Johannes Pade.«
Jens Stig Olsen, folkeskolen.dk