Besættelsen af Danmark den 9. april 1940 er en af de mest traumatiske begivenheder i Danmarkshistorien. I vinteren 1940 troede de fleste danskere, at truslen kom fra syd. Besættelsen cementerede, at Tyskland var arvefjenden, og dét blev kun understreget i løbet af ’de fem forbandede år’.
Få timer efter den næsten kampløse overgivelse begyndte diskussionen om ansvaret for begivenhederne den 9. april. Et uomgængeligt aspekt i denne diskussion har været de advarsler, regeringen fik i de første dage i april 1940. Denne bog ser regeringens perception i et længere tidsperspektiv begyndende i april 1939, da Danmark fik tilbuddet om en ikke-angrebspagt med Tyskland. Hvordan udviklede trusselsopfattelsen sig over tid efter udbruddet af krigen i september 1939? Efter Vinterkrigens udbrud rykkede Norden ind i stormagternes skudfelt.
Bogen viser, at Storbritanniens politik med god grund blev opfattet som en trussel mod Danmarks suverænitet. Det var briternes plan at sende en stor flåde ind i dansk farvand i foråret 1940 for at åbne en ny front og inddrage de skandinaviske lande i krigen. Det blev et spørgsmål om liv og død for Danmark at kunne fortsætte handlen over Nordsøen mellem kontrabandelister, miner og tyske ubåde. Og det blev en altopslugende diplomatisk kamp for Danmark, som prøvede at sikre landets politiske og økonomiske selvstændighed. Faren lå i, at Vestmagterne fik provokeret Hitler til at begynde en aktion mod Skandinavien, som kunne rive Danmark med. Truslen om en tysk besættelse blev opfattet som sekundær og blev først konkret i begyndelsen af april 1940.
