Den danske uddannelsesverden har undergået mangfoldige ændringer de senere år. Der har været tale om institutionelle ændringer, hvor institutioner er blevet lagt sammen, ligesom der har fundet en række ændringer sted på indholds-, styrings- og ledelsesniveau.
UDDANNELSE UNDER NATURLIG FORANDRING analyserer baggrunden for disse ændringer og diskuterer en række af deres konsekvenser. I bogen identificeres fire centrale samfundsmæssige og kulturelle tendenser, som direkte og indirekte er med til at præge uddannelsesverdenens udvikling: globalisering, vidensamfund, konkurrencestat og ændrede rammer for individets identitetsdannelse. Det er en hypotese, at de fire nævnte tendenser indirekte bidrager til at omforme uddannelsessystemet, og at de har en selvstændig forklaringskraft i forhold til at tematisere de ændringer, som har fundet sted.
Et mål med bogen er at give et teoretisk-analytisk bud på sammenhængen mellem ændringer inden for uddannelsesverdenen og den samfundsmæssige og kulturelle udvikling. Intentionen er således at fortælle den store historie og gennem analytiske nedslag se på, hvordan den gestalter sig i uddannelsesverden. En anden hensigt med bogen er at komme et spadestik dybere ved at forsøge at efterspore begrebernes oprindelse og udvikling og diskutere en række forskellige centrale teoretiske traditioner og positioner.
Bogens primære målgruppe er studerende, som beskæftiger sig med læring, uddannelse og pædagogik, men andre som er optaget af området, f.eks. undervisere, forskere og folk med interesse for uddannelsesområdet og dets udvikling vil ligeledes kunne have glæde af bogen. Første udgave af bogen kom i 2011. I denne andenudgave (2017) er teorier, tendenser, analyser og eksempler ført op til i dag.